Place of Café


This is the first chapter of my coming book “Notes on Café” 

The maternal womb is indeed our first impression of a place: The very first dwelling; the fundamental form for reposing, resting, nourishing and surviving; the first “ ” for human’s being.

Once the baby is born, she loses her first “dwelling”. Becoming “restless”, she cries and gets another place: the mother’s arms. The mother’s embrace is a replicate of that fundamental receptacle: it holds, it cares, it protects and it nurtures the baby. In fact, right after being born, one keeps searching for that very first place. Being displaced from his fundamental safe haven, fearful and anxious human seeks to return. And since it is not possible, he looks for similar versions. The most primitive and natural versions of the maternal womb are the caves, the wombs of the nature, the first shelters for man.

Therefore, the maternal womb is the human’s fundamental idea for all the places that function as dwelling or residence. Therefore, the whole history of architecture indicates the various interpretations of the idea of womb. Some of these interpretations are too far from the original idea and some of them are so close. One of the closest receptacles to the maternal womb is a place to live but not to reside and it is a house but not a home. That place is café.

Of course, the appearance is not our criterion of resemblance or at least not the only criterion. As Gilles Deleuze explains:

“Resemblance must not be understood as an external correspondence. It precedes less from one thing to another than from a thing to an Idea, since it is the Idea that comprises the relations and proportions that constitute internal essence. Interior and spiritual, resemblance is the measure of a claim. A copy truly resembles something only to the extent that it resembles the Idea of the thing. The claimant only conforms to the object insofar as it is modeled (internally and spiritually) on the Idea.”

So, what is the idea of womb? What are the fundamental concepts that reveal the idea of the maternal womb? Those concepts, as mentioned before, are holding, caring, protecting and nourishing.

Café’ is a maternal place. It embraces you, nurtures you and lets you rest. It holds you as long as you need and then it lets you go. It prepares you to face with the outside. And the most important, it is always in the middle. It stays beyond metaphysics. Like “the receptacle of all generation” and the maternal womb it is neither in heaven nor in earth.

In her mother’s body, the baby has a median being: She is neither in heaven nor in earth. She is an unborn child. She still lives inside another human that does not even distinguish her from a parasite that lives in “another’ organism. The idea of a baby is to be born. However, we cannot say that an unborn child does not live. In fact, the place that holds the baby creates such a unique situation; simply because the maternal womb, just like the receptacle of universe, stands in the middle of air and earth and rejects any categorization:

“We may liken the receiving (containing) principle to a mother, the source or spring to a father, the intermediate nature to a child…Wherefore, the mother and receptacle of all created and visible and in any way sensible thing, is not to be termed earth, or air, or fire, or water, or any of their compounds or any of the elements from which these are derived.” (Timaeus)

Therefore, the maternal womb as the fundamental form of containing and receiving stays beyond the platonic dualism and its system of cognition. As the womb is somewhere outside the heaven and earth, café stands outside the real and unreal. It does not belong to the real life, or better say the actual life, and yet it is not unreal. What kind of reality a café rejects or resists against? The reality defined and ruled by time. If café does not belong to the real life, then what kind of life is going on in a café? I might answer: the aesthetic life.

At the beginning, the human life was a set of instinctive, emotional and experimental actions to be taken instantly on the basis of desire or need. As humans settled down and the first civilizations appeared, the concept of work as a temporal, purposeful and profitable activity was established. Work and time, are the basic principles of the real life. Therefore, the real or actual life appears as profitable activity that follows the rules of time: time to cultivate, time to harvest, time to supply etc.

As the work and time expand their influence over the human’s life – through the skills such as scheduling the life, supplying, planning, programming- humans leave the aesthetic life behind which is based on mystery, wonder, accident, experiment, instant reaction, improvisation, discovery and danger. By accepting the time as an absolute law, the real life defines the life as a predetermined production plan. Therefore, the life is the purposeful activity within a particular time interval, which is originally the definition of work.  Any action in the real life has to be recognized in its relations with work as the basis of life: in this sense, recreation is nothing but an after work resting and a refection to get back to work.

In a world with such an understanding of reality and life, café is a place between reality and unreality. In fact, café challenges all of these concepts and their definitions. When you go to a café, you are leaving your actual life. You are leaving a life in which you have a job to do, duties to attend, things to buy, goals to reach, and you have friends and family to be responsible for. All of these make the “reality” of your life. You also do not make any profit out of the time you spend in a café. You actually pay for your time in a café; simply because the price you are paying is obviously not for what you might eat or drink there. You go to café for the pleasure of “killing the time”. Being in café reminds us of kind of laziness and leisure and indolence, the concepts used by the real life as tools to scorn, warn and punish its rebellious workers. It might seem that these concepts have been always the negative characteristics. However, in early human communities they were rather positive or at least neutral concepts; especially in religious narratives of human’s life in heaven, which can represent the pre-civilized era, these concepts are essential in characterization of human life.



In fact, Café represents a place where you abolish all the fundamental rules of real life (such as profitability and purposefulness). However, café is still part of reality, yet it protects us from the seriousness of “outside”. Café reduces the impact of reality by mixing it with imagination and symbolism. What you do in a café (listening, talking, drinking, eating, and watching) is what you do in your life all the time. Yet, something is different when you do it in a café. There is something more. You are not simply satisfying your needs. You are also satisfying your desires. You are pleasing, cherishing and appreciating your body and your mind. You are treating your body and your mind as a dear guest. You are offering them something more than just food or drink. You are offering them the pleasure of eating, drinking and being in a joyful environment where they can ask for what they desire rather than what they just need. You transcend the acts of eating and drinking to a ceremony of jollity, bringing your mind and body to the center of your attention. You let them to be welcomed, embraced and nourished by the motherly affection of café. You bring your body back to the safest and most comfortable place: the mother’s embrace. Look at the form of sitting in café. Look at a person at the small table on a corner of a café, drinking his coffee or wine. The legs are close to belly and knees are bent backwards; hands are close to the mouth and head is down toward the chest.  See the resemblance between his form of sitting and the form of an unborn child in the womb.

The mother of café protects us from the imagination-less seriousness of “outside”. She holds us for a while and prepares us to go back to the reality of outside. She let us experience an aesthetic and poetic life free from the sovereignty of time and profitability, just like a child or a primitive human.

Café is a sweet and pleasant pause in the middle of fast and violent rhythm of modern life; a memorial for the poetry of a life free from time, a fantasy life as charming, imaginary and real as a doll party. The one takes shelter at the café and hides from the omnipotent eye of the real world. He introspects and dives into the dark ocean of his own psychological universe. There is no thinking anymore; there is only daydreaming and fantasizing. He does not see anymore; he just observes.



En sang for fraværet af Payman

En digt af Omid Shams

oversat af Shekufe Tadayoni


Hvor er den seng som kan lægge den syge der er fed og deprimeret af dine uafbrudte kys på sine knæ, hvor er den

den seng som kan adskille træet fra det sete, diamanten fra evigheden, kongevejen fra ærgrelsen dig fra vanvidet

hvor er den seng som har nosser nok til at holde dig fast som kan forvandle dine tynde arme til alle

så meget til alle at jeg kan sige vinden er bange for alle

stjernen glider fra alle

grinet gnider sig med fra og med op ad alle

hvor er den seng som en siddende gud med gedebukkeskæg med en undertrøje af havene med hånden til tindingen sådan her

med døden med russisk salat med Winston og den sære parfume af de gryende morgeners synder

med farlige springvand af øjenvipper og aske

med en stjerne der er flov over to forheksede balder vendt mod en formfuldendt solnedgang

hvor er den seng som jeg kan kramme i stedet for dig

du som har tilpasset den hellige butik til en blå luders smag i samfundets baglomme

du som har skubbet den religiøse revolutionsdigter Ghazvehs[1] digtes bløde røv

mod samfundets stive pik

du som   ___ tiden i stedet for de brilleglas du aldrig fik            den plisserede satinnederdel du aldrig fik

i stedet for det hjem du aldrig fik

den kvinde du aldrig fik

det barn du aldrig fik


På toppen af mytologiens kødfulde sol spiser du latterens rabarber

fædrenes små tynde sprækker river du af

og smider væk

så at du er et væsel af mavesårenes og migrænernes enge

så at elfenben og våben ler i dine øjnes lyn

så at du roligt og respektfuldt kysser folkets kyske blod

døden er dit skaberværk

hånden er dit skaberværk

det femte nummer på alle Klaus Schulzes[2] plader er dit skaberværk

de smukke veje, de hellige køer, sommerfuglene, ørnene, hundene, kragerne og aberne, blomsterne, lysene, sanserne, tårerne , alle er de din evindelige hostes søde frugter

et sår drypper bagfra undertrykkelsens underkop og rædslen kigger på dig og griner – slå den

Med hånden hver og en af os med Mandys hånd som på dagen for den gryende morgen tager hen til alle bekymringernes krøllede og visnede kæmper frem til middag og ryger smøger i smug med Rezas hånd som er i militæret med de snavsede gryders håndtag med dine brødres og søstres hånd med den hånd som kærtegner de fødder og de bløde brystkasser som du husker i mørket – slå den

Med hver og en af trefjerdel-gudernes pikke grinende eller grædende eller på eftertænksom vis inde i den blå ramme som du ikke er i nu.

Med en ting på størrelse med disse virkelige               jeg ved snart ikke

jeg ved slet ikke


Jeg snakker bare i et væk så du ikke falder så du ikke falder som om man kan skrive som om man kan sige som om man kan tage som om man kan holde fast som om man kan skide som om man kan spilde som om man kan spytte som om man kan kramme en seng det er omsonst aldeles fuldkommen endegyldigt omsonst det er elendigt og latterligt når du er derinde

du er derinde din                 forbandede           nar

hvad skal jeg sige?








hmmmm hmmmm hmmmm hmmmmm























hi ha



hi ha



hi ha



hi ha



hi ha



hi ha



hi ha


hmmmmmm hmm                             hi ha


hmmmmmm hmm                             hi ha


hmmmmmm hmm                             hi ha


hmmmmmm hmm                             hi ha


hmmmmmm hmm                             hi ha


hmmmm hmm     rejs dig kammerat rejs dig     hi ha hmmmm hmm    hahaha kom kom denne her vej  hi ha

hi hi hmmmm hmm hi ha hmmmm hmm    hi ha husker du? husker du? hmmmm hmm     hi ha ku du tænke dig at jeg dansede? dansede dansede dansede?   hi ha hmmmm hmm

hmmmm hmm   hi ha   hmmmm hmm   hi ha hmmmm hmm      hi ha

hmmmm hmm    hi ha  kom nu og dans kom og dans    hi ha   hmmm hmm   hi ha kom og dans   hmmmm hmm  hi ha  hmmmm hmm  hi ha  hmmm hmm   hi ha  hmmm hmm   hi ha hmmmm hmm hi ha mig og dig mig og dig med Allan hi ha hmmmm hmm


hi ha hmmmm hmm    mig og dig mig og dig med Johnny hi ha hmmmm hmm  hi ha hmmmm hmm mig og dig mig og dig med Jacky hi ha hmmmm hmm hi ha hmmm hmm mig og dig mig og dig med Ali hi ha hmmmm hmm hi ha hmmm hmm mig og dig mig og dig med Pouya hi ha hmmm hmm hi ha hmmm hmm mig og dig mig og dig med Gill  mig og dig med hmmmm hmm Tony mig og dig med Mandy mig og dig med  Hossein mig og dig  med Hassam mig og dig med Georgio Sinajæk mig og dig med Nehal mig og dig med Bahar mig og dig med Taher mig og dig med Mario Vargas Llosa hmmm hmm hi ha  hmmm hmm hi ha hmmm mig og dig mig og dig med alle de kære med alle men det her

er alt sammen omsonst



(stilhed, rytme stopper, vrede)

det er omsonst af skrive på papiret

det er omsonst at smelte englen

det er omsonst fra

det er omsonst med

de er omsonste den rige bydel Alahiehs bakker

det er omsonst at slette alting absolut alting

det er omsonst åh I gladiatorer fra Vei Parken

det er omsonst at i helvede der blæser vinden og skyen sner og du er der ikke

det er omsonst at dele med offentligheden eller ikke

det er omsonst med Mandy ved siden af andre Mandyer og at ryste foran det berygtede Evin fængsel

det er omsonst at stoppe en hullet sok med morgendagens håb

det er omsonst med bitter kaffe og Al Jazeera, hash og at knalde stående i  gaden Charkhab

det er også omsonst at efterabe Ginsberg når du frygter at nogen konstant skal knalde dig i røven eller at nogen er i gang med at knalde dig i røven og du ikke har opdaget det eller at vente på at der sidder en plads til din røv og alles røve en plads i mørket

det er omsonst

det er omsonst at hvile lilletåen på sin fod og bemærke at du ikke har nogen negl på din lilletå og til hvor meget du skriger indtil du heller ikke har nogen negl på din storetå jeg skider på alle der siger at det her er prosa


det her er omsonst

for det er omsonst at skrive et digt til magtens mægtige røv

det er omsonst at bruge afmagtens farvevifte på velgørende arbejde

men du er også omsonst

du er dig rædslens røv

som uventede ulykker

som shia-imamen Abbas Ibn Ali[3] der banker én i ryggen

er du også omsonst og nu

hvor er den seng som kan lægge dig lægge dig lægge dig kammerat, ven, drikkebroder som gedegriner sammen med mig af magtens slappe patter

(tempo stiger)

hvor er den seng som vi kan hoppe op og ned i for dig

hvor er den seng der ikke ryster af skræk over vores sygdom

hvor er den seng som ikke skider af skræk over vores eksistens

hvor er den seng der bebos af de gamle forkølelsers herre

herren over indtørrede spagettier

herren over mølædte undertrøjer

herren over verdens filosoffers navne

herren over krøllede horders hår

herren herren herren over bløde og fortrolige røve

herren over fællesgåture

herren over tændstikker og papkasser og skraldespande

herren over at tømme og at fylde på ny

herren over at spise

herren over at klæde sig på

herren over at gøre

herren over at skide

herren over ikke at leve livet i allersidste øjeblik

herren over at grine grine grine indtil øjeblikket efter døden

herren over at danse nøgen sådan her










(oplæses i stød)









jeg                                                           vind

jeg                                                           skygge

jeg                                           stråler af lys

blade og blomster af bronze                             grædende og grinende

skælvende og spottende


jeg hånd i måne hånd i brønd

jeg er hoved bånd lyk ke lig hah

jeg hah

krop hah

skove      hah baglokaler    hah svaner hah    hagl hah hjorte hah

jeg er et øje hah jeg er en smuk kvinde hah jeg er forstanden jeg er nøgen hah jeg er blind hah

imorgener hah hjerter hah bikuber hah          ved min hånd dan dan dan                  dan dan



jeg vind




blå fugl





(synges forsigtigt)

hver en af livets liljer         hah ha

hver en epileptisk hårtot   hah ha

hver en mørk dugdråbe på en mørk kind af et mørkt blik i et mørkt hus med en mørk sambo

hver en af mørkets dugdråber på mørkets kind af mørkets blik i mørkets hus med mørket som sambo

som en musling under ingen omstændigheder som græsset sågar

som et spøgelse hah ha

lugten af en tale hah ha

hah ha

hah ha

hah ha



sim sim salabim f f frygt

sim sim salabim b b bæven

sim sim salabim s s snak

sim sim salabim o o onani

sim sim salabim p p pot

sim sim salabim k k krig

sim sim salabim b b blod

sim sim salabim l l liv

sim sim salabim a a a

sim sim salabim za za za

sim sim salabim hah hah hah

sim sim salabim hije hije hi

sim sim salabim f f fæng

sim sim salabim sim sim salabim se se sel

sim sim salabim sil sel sel

sim sim salabim fængsel fængsel

sim sim salabim fængsel fængsel

sim sim salabim fængsel fængsel


(tempo stiger)

fængsel fængsel fængsel fængsel

fængsel fængsel fængsel fængsel

fængsel fængsel fængsel fængsel

fængsel fængsel fængsel fængsel

fængsel fængsel fængsel fængsel …

fængsel fængsel fængsel fængsel …

fængsel fængsel fængsel fængsel …

fængsel fængsel fængsel fængsel …

sim sim salabim                 sim salabim

fængse fænse fængse fængseeh

fængse sefængse sefængse sefængseeh

sim sim salabim fængsel fængsel

sim sim salabim fængsel fængsel

sim sim salabim f f flyv









ving        erne        erne


jeg vind

åbne                                                       jeg fløjte

ving        erne        erne        jeg kys

åbne                                                       jeg fårekylling

vinger                                                    jeg vej

åbne                                                       jeg nattehat




(slutningen fader ud)

[1] Ali Reza Ghazvieh, iransk digter, kendt for sine religiøse revolutionsdigte

[2] Klaus Schulze, tysk komponist (f. 1947), elektronisk og eksperimenterende musiker

[3] Abu Al Fazl, Søn af den fjerde sunni kalif og den første shia imam

فالانژیسم جنسیتی یا فالانژیسم فمینیستی چیست؟


فالانژیسم فمینیستی شکل نه چندان نوینی از گروه های فشار ایدئولوژیک است مبتنی بر فرقه گرایی وسواسی، و پارانویای بنیادگرایانه ی جنسیتی. شکل نوینی از کارآگاهان تفتیش عقاید که همه جا سرک می کشند تا نشانه ای از جرایم سکسیستی بیابند. درست مثل مفتشان کلیسای اعظم که هرجا نامی از خدا یا مسیح یا شیطان به میان می آمد شاخک های خود را تیز می کردند تا تفسیری کفرآمیز را به گوینده منصوب کنند.

آنها خود را صاحب هر سخنی درباره ی خدا و مسیح می دانستند. هر سخنی جز تکرار واژه به واژه ی سخنان کلیسا معنایی جز دشمنی با مسیح و کلیسا، کفر و جادو و بدعت نداشت.

فالانژهای فمینیست هم خود را صاحب زبان و به ویژه صاحب تمامی واژگانی که با زن و جنسیت مرتبط است می دانند.

مفتشان کلیسا بر این باور بودند که همه جز خادمان کلیسا، کافر و مشرک و بدعت گزار هستند حتی بدون آنکه خود بدانند،.فقط لازم است تا در ذهنشان جستجو کنی و آن نشانه های خبیث را بیابی و آنها فقط باید بپذیرند و اعتراف کنند و مجازات خود را متحمل شوند تا رستگاری شامل حالشان شود. فالانژهای فمینیست بر این باوراند که همه سکسیست هستند همه ضدزن هستند چه آگاهانه و چه ناخودآگاهانه ،هر کلام و رفتار و هر کنش و واکنش آنها اعلام جنگی علیه زنان است، فقط کافی است به ما فرصت دهید تا این نشانه ها را عیان کنیم.

در عین حال این هردو دسته (مفتشان قرون وسطی و فالانژها) از یک منبع مشروعیت می گیرند: مظلومیت. مظلومیت اسطوره ای مسیح و مظلومیت حقیقی زنان. از این منظر این دو با گروهی دیگر هم نزدیک اند: صهیونیست ها. صهیونیست هایی که از مظلومیت تاریخی یهودیان تغذیه می کنند. فالانژهای کاتولیک، فالانژهای صهیونیست و فالانژهای فمینیست هر سه یک کارکرد دارند: تهی کردن ایده ای که برای محافظت از آن تلاش می کنند. مبتذل کردن آن ایده از طریق استفاده ی وسواسی و فرقه ای از آن ایده همچون حربه ای در مقابل همه چیز.

امروز بخش عمده ای از اندیشه ی فمینیستی که خود خاستگاه مهمترین تحولات هنری، ادبی، سیاسی و فرهنگی در جهان معاصر بوده است جای خود را به فالانژیسمی میان تهی، سکتاریستی، ابلهانه و به غایت مبتذل داده است.

زمانی نظریه ی فمینیستی در قبال زبان در چنین سخنانی از ساندرا گیلبرت و سوزان گوبار متجلی می شد:

“اگر قلم و قضیب را یکی می پندارند، اگر به دست گرفتن قلم نشانه ای برای احیای میل به قضیب است، و اگر قلم به دست گرفتن زنان را همچون تلاش آنها برای جبران کردن یک فقدان در نظر می گیرند، پس زنان باید راه دیگری بیابند. اگر زنان قلم-قضیب را رد کنند با چه خواهند نوشت؟ با خون خود، با تن خود. و چنین نوشتاری یادواره ای، غیرخطی، سیال، چندپاره، جنون آمیز و نوسانی خواهد بود.” (زن در اتاق زیر شیروانی، نقل به مضمون)

امروز اما نگاه فالانژ-فمینیستی به زبان در تفتیش تحت الفظی واژه های به اصطلاح ضد زن خلاصه می شود. نوعی پلیس زبانی که تنها به دنبال قشری ترین نشانه های سکسیسم می گردد. فاصله ی میان این دو نگاه و تفاوت عمق این دو رویکرد نیازی به توضیح ندارد. این پلیس های زبانی هرجا که نامی از زن به میان می آید یا مخاطب قرار می گیرد، آژیرکشان ظاهر می شوند.

آنها خود را صاحبان سخن راستین درباب زنانگی میدانند. همانطور که صهیونیست ها خود را صاحبان سخن راستین درباب یهودیت می پندارند. هر گفتاری مرتبط با جنسیت، بدون رعایت قوانین این گروه، حمله ای بی رحمانه به زنان است، همانطور که هر گفتاری درباره ی اسرائیل، بدون رعایت قوانین صهیونیست ها، حمله ای آشکار به یهودیت قلمداد می شود.

مقاله ی مریلین فرای

آثار سارا هوگلند

فمینیسم در دست این فالانژها بدل به ایده ای زننده شده است. در عرصه ی عمومی، این سنت عمیق و اصیل انتقادی در حال فراموشی است و جای خود را به مضحکه داده است. بدیهی است که هر رویکرد فالانژیستی به هر ایده ای در نهایت به رویکردی پیوریتانیستی و نژادگرایانه می انجامد. تا جایی که زن بدل به یک نژاد می شود، نژادی در جنگ پایدار با نژاد مردان.

نمونه ی بارز این رفتار در جدال های لفظی در همین فضای اجتماعی فراوان است. و نمونه ی شدت یافته ی آن امروز در ترکیه رخ داد زمانی که فالانژ-فمینیست های ترکیه اعلام کردند برای ۸ مارس تنها در تظاهراتی شرکت می کنند که مردان درآن حضور نداشته باشند. این غایت رویکرد فالانژ-فمینیست ها به مساله ی زن است: زن به مثابه ی یک هویت نژادگرایانه. فالانژیسم در هرشکل آن خویشاوند پوپولیسم است. پوپولیسم جنسیتی، امروز درحال شکل دادن به طبقه ی فقهای فمینیستی است که هر روز گروهی را تکفیر می کنند و بخش عمده ای از زنان و مردان آنها را همچون محافظان و مجتهدان هر سخنی درباب زنان می پذیرند.

امید شمس/